Nyheder fra pressen

Alkoholproblemer i børnefamilier

Alkoholproblemer i børnefamilier overses

Alkoholmisbrug får alt for let lov at udvikle sig i børnefamilier. Problemerne bagatelliseres af sagsbehandlere, som hverken har viden eller muligheder for at gøre noget ved dem

”Så længe mor ikke sejler rundt og ikke kan forholde sig til noget som helst og ikke render fuld rundt oppe i barnets institution, så er jeg ikke alvorligt bekymret.”

Sådan lyder vurderingen fra en kommunal sagsbehandler i sagen om en mor til tre, der er mødt fuld op for at hente sit yngste barn i fritidshjem. Sagen indgår i en rapport fra Center for Alternativ Samfundsanalyse, CASA, som har analyseret en række kommuners behandling af alkoholsager i børnefamilier.

Og der skal meget til, før kommuner griber ind over for alkoholproblemer i børnefamilier, konkluderer forskerne.

Alle de medvirkende kommuner har ellers særlig fokus på alkohol og børnefamilier, og de har foretaget foranstaltninger, der skal forbedre indsatsen mod alkoholproblemer.

Analysen, der trods færdiggørelse i juli hidtil ikke har været offentligt omtalt, viser ikke desto mindre, at forældres alkoholproblemer i vid udstrækning bagatelliseres af kommunernes sagsbehandlere, når skole- og institutionspersonale underretter dem om en bekymring overalkoholproblemer i en børnefamilie.

Samtidig undlader institutionspersonale også at underrette forvaltningerne, hvis de ikke oplever, at forældrene ligefrem dukker fulde op i institutionerne. Endog når børn i familier med alkoholproblemer selv henvender sig, varer det længe, inden kommunerne reagerer på det, fortæller Marianne Højland, sociolog og konsulent i CASA.

”Det kommer bag på mig, hvor tydelige signaler, børn kan sende om alkoholproblemer, uden at forvaltningerne griber ind for at afdække problemerne og hjælpe de børn. Det giver et billede af, at der er rigtig mange og alvorlige alkoholproblemstillinger, som får lov til at fortsætte i børnefamilier, uden der bliver reageret,” siger hun.

Hun er samtidig overrasket over, hvor meget sagsbehandlerne er overladt til personlige normer omkring alkoholmisbrug. Analysen er udarbejdet på baggrund af 14 børnesager fra fem kommuner samt otte interview med sagsbehandlere og i alt 17 interview med alkoholbehandlere, ledere i børnefamilieafdelinger, pædagoger, lærere og børnefamiliesagkyndige.

Kun en enkelt kommune har formuleret en fælles faglig tilgang til forældres alkoholproblemer, som børnepersonale og sagsbehandlere kan støtte sig til i deres arbejde.

Det er et problem, at kommunerne mangler en klar og ensartet forståelse af, hvad et alkoholproblem er, og hvilke belastninger det giver børn, siger Kit Broholm, specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen.

”Sagsbehandlerne skal vide, hvilke signaler de skal reagere på. Det er et problem, de meget ofte vil støde på, og som bliver en barriere for at løse familiens sociale problemer,” siger Kit Broholm.

Ole Pass, formand for Foreningen af Socialchefer, møder rapporten med en vis skepsis.

For børn af misbrugere er et af de højest prioriterede indsatsområder i opkvalificeringen af kommunernes personale, siger han.

Han vil omvendt ikke afvise, at kommunerne skal skærpe opmærksomheden yderligere.

”Selvom kommunerne har oprustet på det punkt, er der åbenbart stadig et stykke vej, inden vi bliver gode nok,” siger han.

”Samtidig er det blevet gjort til en frivillig sag, om man vil gøre noget ved sit alkoholproblem. Og det kan godt være, det er det, man skal rykke ved,” siger Ole Pass.

Kopi - kristeligt-dagblad.dk
 

Fire tegn hos drenge afslører alkoholisme

Fire tegn hos drengebørn afslører allerede i den første skoletid, hvem der ender som alkoholiker.

Sådan lyder konklusionen i et forskningsværk, der har været 33 år undervejs, og som peger på en alkoholiseret far, lav fødselsvægt, mangel på vitamin K og ADHD-symptomer, som de klareste tegn på en kommende alkoholmisbruger.

Hvert punkt udgør en risiko, men hvis alle punkter opfyldes er et fremtidigt alkoholmisbrug næsten sikkert, hvis ikke en voksen griber tidligt ind, siger speciallæge Joachim Knop.

Kan udpege en eller to elever

- Indikatorerne er så sikre og tydelige, at enhver erfaren klasselærer med sin pædagogiske viden efter en uge med en ny førsteklasse vil kunne udpege en eller to elever, som er i højrisiko for at blive alkoholiker, siger han.

Joachim Knop mener, at en skolepsykolog og en børnepsykiater bør gå sammen med klasselæreren for at passe ekstra godt på den lille dreng, der er i risikozonen.

- Det værste man kan gøre er at smide de drenge ud af skolen eller lade dem dumpe. I stedet for at give dem en masse bøvl skal de passe ekstra godt på og pakkes ind i trygge rammer, siger han.

Kopi fra hope.dk
 

Gravid - alkoholproblemer/alkoholmisbrug

De gravides alkoholvaner

Hovedparten af de gravide reducerer deres forbrug af alkohol kraftigt eller stopper helt, når de finder ud af, at de er gravide. Men tre ud af fire gravide er ikke helt afholdende.

De fleste danskere drikker alkohol, og for en del tager forbruget overhånd. Omkring halvdelen af alle danskere har en ven eller et familiemedlem med alkoholproblemer.

I en almindelig lægepraksis med 1.300 patienter vil der i gennemsnit være 225 patienter med et storforbrug af alkohol, 150 med et skadeligt forbrug og 40 patienter som har udviklet alkoholmisbrug.

Kun en mindre del af danskerne med alkoholproblemer har kontakt til alkoholbehandling.

Gravide kvinder og alkohol

En procent af de gravide drikker mere end seks genstande hver uge i graviditeten, og tre til fire procent drikker sig berusede mindst en gang efter, af de er blevet klar over, at de er gravide.

Det er sjældent, at gravide henvender sig for at få hjælp til at kontrollere deres alkoholproblemer. Alligevel fortæller knap en ud af tre kvinder med børn som er i alkoholbehandling, at de allerede havde alkoholproblemer, før de fik børn.

Spørg til alkohol

Det er vigtigt, at man som fagperson spørger til gravide kvinders alkoholvaner.

Nogle gravide har brug for hjælp til at ændre alkoholvaner. Den mulighed åbner du op for, når du spørger ind til de faktiske forhold omkring hendes alkoholvaner. Det kan være, hun blot har brug for information eller rådgivning, eller måske har hun brug for en egentlig alkoholbehandling.

Måske har du urealistiske forventninger til dig selv om, hvad der skal komme ud af at spørge til hendes alkoholvaner. En kvinde som har brug for hjælp til at ændre sine drikkevaner under graviditeten, ændrer ikke nødvendigvis adfærd, blot fordi du har talt med hende om alkohol én gang. Helt sikkert er det dog, at du er med til at så et frø.

Undgå løftede pegefingre og undgå at stille et enkelt lukket spørgsmål som ”Drikker du alkohol?”. Det besvares alt for let af den gravide med et ”Nej” og inviterer ikke til en uddybning af hendes alkoholvaner.

Når du spørger til en gravid kvindes alkoholvaner, er det langt bedre at være undersøgende og prøve på interesseret at forstå, hvordan hun ser på alkohol i graviditeten. Derfor er det bedre at stille åbne udforskende spørgsmål.

Du kan for eksempel spørge til den gravides alkoholvaner sådan her:

  • Vil det være okay med dig, at vi taler lidt om alkohol og graviditet?
  • Hvordan ser dine alkoholvaner ud, nu du er gravid?
  • Hvordan kunne du tænke dig, det skal se ud nu, hvor du er gravid?
  • Hvad ved du om, hvordan alkohol påvirker dit ufødte barn?
  • Er det okay, at jeg fortæller dig lidt om det?

Alkohol og fosterskader

Alkohol er suverænt det farligste rusmiddel set fra dit ufødte barns perspektiv – langt mere skadeligt end både hash, heroin, kokain, ecstasy og cigaretter.

Det skyldes, at alkohol er et opløsningsmiddel som kan give organskader og hjerneskader.

Alkoholskader er kroniske, de kan ikke helbredes.

En genstand om dagen i graviditeten kan skade barnet. Det er ligegyldigt om du drikker øl, vin eller spiritus. Alle typer af alkohol er lige skadelige for barnet.

Sundhedsstyrelsen anbefaler gravide at holde sig helt fra alkohol under graviditeten.

Husk på, at det aldrig er for sent i graviditeten at ændre alkoholvaner. Ligegyldigt hvor længe og hvor meget du har drukket, vil barnet opnå en positiv gevinst ved, at du holder op.

Hanne, 32 år

Både min læge og jordemoder har spurgt, om jeg drak. Jeg synes, det er helt naturligt, at de spørger til det. Men min dårlige samvittighed fik mig til at benægte. Nej, det er der ikke noget om, svarede jeg. Så spurgte de ikke om mere, men skyndte sig i stedet videre til det næste emne.

Vores venner vidste, at jeg havde det svært. Måske er det derfor, de ikke blandede sig, når vi sad sammen og drak. De vidste godt, jeg var gravid. Jeg har også nogle gange siddet på værtshus og drukket, da jeg var højgravid. De gange har der været nogle, som er kommet med kommentarer. Det har været ubehageligt, for jeg har jo godt vidst, at det ikke var godt.

Jeg tror ikke, det er en god ide at drikke hver dag, men jeg tror altså ikke, det skader at drikke lidt. Jeg tror, det har noget med ens livsførelse at gøre. Hvilken form for næring man indtager. Om man for eksempel tager en vitaminpille. Hvis man gør det, så tror jeg ikke, at alkohol er så skadeligt. Det tror jeg ikke.

Jeg mener klart, at der er værre tilfælde end mit. Mine børn har ikke manglet noget. De har fået både rent tøj, bad, mad og kærlighed. Der er andre, som måske er narkomaner eller spiser piller. Det, synes jeg, er ti gange værre for barnet.

Hvis du spørger mig, er Sundhedsstyrelsens anbefaling lidt overdreven. Man skal selvfølgelig ikke drikke, det ved jeg godt. Det har jeg jo heller ikke gjort hele tiden. Hvis jeg bliver gravid igen, ville jeg nok heller ikke drikke.

Lotte, 30 år

Jeg har tidligere været misbruger af hurtige stoffer. Derfor er jeg blevet fulgt tæt under min graviditet, selv om jeg var stoppet, før jeg blev gravid. Jeg blev ikke spurgt til mit alkoholforbrug, selv om jeg kom til kontrol en til to gange i ugen på grund af for højt blodtryk, og fordi mit barn ikke voksede, som han skulle. Jeg kan huske, de spurgte til cigaretter, og at jeg løj om, hvor meget jeg røg. Jeg synes, at de forskellige fagpersoner, som har været involveret i min graviditet, har været optaget af alt mulig andet end alkohol.

Jeg synes, det er blevet lidt hysterisk, at man slet ikke må drikke. Jeg har mest drukket lidt, når de andre har siddet og drukket. Jeg drak kun øl, da jeg var gravid og sådan mellem en og tre øl på en dag. Jeg har aldrig syntes, at jeg har haft alkoholproblemer. Det har været de hurtige stoffer, der var problemet. Hvis du spørger mig, så synes jeg altså ikke, man drikker, hvis man drikker en eller to genstande om dagen.

Når man er gravid, er det okay at drikke lidt i ny og næ. Hvis man er til en familiefest, så må det være i orden over en lang aften at drikke både velkomstdrink, hvidvin, rødvin og dessertvin. Man behøver jo ikke tage mere end en af hver. Selv om man er gravid, kan man godt hygge sig. Det behøver jo ikke blive til ti genstande eller mere, men jeg synes stadig, det er okay at hygge sig og være med sammen med de andre. Hvis jeg blev gravid igen, så ville jeg ikke helt lade være med at drikke.

Maria, 28 år

Jeg er gravid med mit første barn. Jeg har snakket med min jordemoder om alkohol, men egentlig mest på den måde at hun har informeret mig om, at det er i orden at tage et enkelt glas, hvis man er i byen eller får lyst. Men ellers er det usundt at drikke for meget. Hun spurgte ikke om, hvor meget jeg drak og har ikke fortalt om Sundhedsstyrelsens anbefaling. Min læge har ikke spurgte til noget som helst omkring alkohol. Jeg synes nu, at det er helt naturligt, hvis de spørger.

Jeg har valgt ikke at drikke under min graviditet, men jeg kender ikke anbefalingen fra Sundhedsstyrelsen.

Når jeg er sammen med mine svigerforældre eller min søster som er en del ældre end mig, så kan de godt sige, at jeg skal slappe af. Det er ikke sådan, at de opfordrer mig til at drikke. Det er mere på den måde, at de griner og spørger hinanden ”Kan du ikke huske, at du drak pænt meget, dengang du var gravid”. Jeg føler virkelig, jeg skal forklare og forsvare mine egne valg. Det kan jeg godt synes er lidt træls.

Maja, 20 år

Jeg er blevet alene med min søn. Vores forhold kunne ikke holde til et barn, men min eks-kæreste besøger ham ind i mellem. Vores søn er et halvt år nu.

Da jeg var oppe ved lægen, spurgte han både til cigaretterne og til alkohol. Han var mest optaget af, at jeg røg. Det syntes han var en rigtig dårlig idé. I forhold til alkohol, så anbefalede han mig at drikke et glas rødvin om dagen. Han sagde, det var godt for blodprocenten, selv om den ikke var lav. Jeg fortalte ham, at jeg ikke bryder mig om vin, men han syntes nu, det ville være godt alligevel. Jeg prøvede at skjule smagen ved at drikke glögg, men jeg kunne ikke få det ned.

Jeg er lidt splittet, når det kommer til spørgsmålet, om man bør holde sig helt fra alkohol i graviditeten. På den ene side tænker jeg, at det ikke kan være sundt. På den anden side så har jeg jo set mange der har drukket en del, også mens de var gravide. Der er jo mange i min familie som har alkoholproblemer. Og deres børn ser jo ikke ud til at de har taget skade.

Nina ønsker åbenhed om FAS

Jeg fortæller gerne om, at jeg har Føtalt alkoholsyndrom(FAS), men mange fagfolk ved ikke rigtig, hvad det indebærer”. Nina på 31 år har en medfødt alkoholrelateret skade og er optaget af at skabe mere åbenhed om FAS.

Nina kom i familiepleje, da hun var to år. Hendes biologiske mor var alkoholiker - eller alkoholist - som Nina siger. Nina bor i dag alene sammen med sin 5 årige søn. ”Jeg klarer mig godt, men jeg er selvfølgelig afhængig af at få megen støtte og hjælp”, fortæller hun.

Hun har ingen nær familie omkring sig, men har kontakt med den plejefamilie, hun er vokset op hos. Efter at hun har arbejdet nogle år som social- og sundhedshjælper, er hun nu på førtidspension. 
Hun ved ret meget om alkoholrelaterede fosterskader. Hun har læst meget om det og er aktiv i en FAS-forening.

Det er hårdt, når eksperterne sætter ord på mit handicap

”Det er hårdt for mig at høre eksperterne sætte ord på mit handicap. Samtidig er det vigtigt også at få frem, at det ikke er alt der er håbløst og vanskeligt, selv om man har FAS. Jeg klarer mig faktisk rimelig godt på trods af mine funktionshæmninger, og de udfordringer som de medfører. Der er altså store variationer i skaderne, og vi som har FAS er lige så forskellige som alle andre”, fortæller Nina.

Det passede på mit liv

Hun har været alene med sin søn, siden han blev født for 5 år siden.
”Det er klart, at de fagfolk i hjælpeapparatet som var omkring mig var bekymrede, da jeg blev gravid. Efter at min søn blev født, blev der taget initiativ til at få mig udredt. Det var første gang, jeg hørte fagfolk bruge ordet FAS. Jeg havde selv læst om FAS, da jeg var yngre, og dengang tænkte jeg, at det jeg læste, passede meget godt på mig og mit liv”. Nina blev undersøgt, og efter nogle måneder lød konklusionen, at hun højst sandsynlig har en FAS skade. Hun har ud over de mere skjulte skader på centralnervesystemet også en hjertefejl, og hun mangler nogle af leddene på et par af fingrene. Hun har også problemer med sine fødder og med hofterne. Desuden døjer hun med en dårlig balance og med koordinationen. Hun fortæller, at hun, dengang hun var yngre, havde nogle rigtig svære år med psykiske problemer.

Med hjælp går det

Nina har modtaget hjælp fra forskellige hjælpeinstanser. Blandt andet fra voksenhandicapafdelingen, kommunens familieafdeling og fra psykiatrien. 
I dag går hun til psykolog. Desuden er hun tilknyttet en støttekontaktordning, og hendes søn har en aflastningsfamilie, han bor hos indimellem. Hun får også hjælp til rengøring og til at få styr på alt papirarbejdet.
”Det der med tal og matematik er jo vanskeligt for os, som har en alkoholrelateret skade, og det kan også være vanskeligt at holde orden på alle aftaler og få noget struktur ind i hverdagen. Så det er nødvendigt for mig, som jo bor alene og har ansvar for et barn, at jeg får hjælp til det”, siger Nina.

Hun fortæller videre med varme i stemmen om sin søn, som hun bruger meget tid på at lege og være sammen med.


Artiklen er skrevet af Hilde Evensen Holm, Borgestadklinikken, Norge og er redigeret af Gravidprojektet.

Nina bor i Norge og har valgt at være anonym. Gravidprojektet er bekendt med hendes rigtige navn.

Kopi fra http://gravidprojektet.foundry.aarhuskommune.dk/
 

Når far og mor drikker

Man skønner, at omkring 200.000 børn liver i familier med alkoholproblemer. I følge alkoholkonsulent Steffen Christensen, Odense Kommune, viser erfaringerne, at det i snit drejer sig om et barn på hver stue eller i hver skoleklasse.

”Jeg kan lugte, at du har drukket.” Sådan siger pædagogerne i Skamby Børnehave til forældrene, hvis de lugter af alkohol, når de henter deres børn.

Pædagogerne i Skamby Børnehave har ikke altid været så direkte over for forældrene, som de er nu. Det er noget, de har lært gennem et projekt, de er med i. Sundhedsstyrelsen kører i foråret 2009 en kampagne i samarbejde med Danmarks Radio om netop børn i familier med alkohol, ”Når far og mor drikker”, og i den anledning spurgte de 21 børnehaver på Nordfyn, om de ville være med. Skamby Børnehave var den eneste, der sagde ja tak. Også til at medvirke i det dokumentarprogram, der netop er blevet vist på DR1.

200.000 børn i alkoholfamilier

Man skønner, at omkring 200.000 børn i dagens Danmark lever i familier med alkoholproblemer. Alligevel fortrænger alt for mange, hvad de ser.

- De tørre tal og vores erfaringer viser faktisk, at det i snit drejer sig om et barn på hver stue eller i hver skoleklasse, siger Steffen Christensen, der er tidligere pædagog og nu alkoholkonsulent i Odense Kommune.

- Men vi er ikke altid så gode til at få øje på det, fortsætter han, - for det er i høj grad et kulturelt problem. Her i Danmark har vi en alkoholkultur: Når vi skal hygge os, skal der øl eller vin på bordet. Vi mødes lige over ’en lille en’ – det er så almindeligt, at vi slet ikke bemærker det.

Hver femte voksne

- Når vi taler om forældre til børnehavebørn, så er det ikke dem på bænken i parken, det handler om, forklarer han.

Det er derimod dem, der lige får lidt for mange øl lidt for tit – måske hver dag. Og dem, der lige skal have et glas vin – der bliver til tre eller flere – til aftensmaden. De oplever ikke sig selv som alkoholikere, men de drikker lige nøjagtig for meget til at fungere godt i hverdagen med deres børn. Måske sover de bare hver aften på sofaen og er alt for trætte om morgenen.

- Det interessante er, at det er forældre fra alle sociale lag. Mange tror, at det især er i de lavere sociale lag, men der er lige så mange fra velstillede familier og fra middelklassen. I nogle områder er det faktisk op imod en tredjedel af børnene, der har forældre, der drikker for meget, påpeger han.

Sundhedsstyrelsens tal siger, at omkring 860.000 danskere har et alkoholproblem, og ud af dem er 140.000 direkte afhængige. Det vil sige, at der er 700.000, der har et overforbrug af alkohol, og drikker mere end maksimumgrænsen på 14 genstande for kvinder og 21 for mænd om ugen. Det svarer til hver femte voksne.

Også i børnehaven

Steffen Christensen er sammen med Jacob Hulgard de 10 fynske kommuners børne-sagkyndige på alkoholområdet. De er også de to faste konsulenter, der er tilknyttet projektet i Skamby Børnehave. Initiativet kommer som nævnt fra Sundhedsstyrelsen og Danmarks Radio, der har lavet den række tv-udsendelser om problematikken, der vises i marts 2009. De to fynske børne-alkoholkonsulenter er med både på skærmen i udsendelsen fra Skamby og bagom som en del af kampagnens indhold. De har stået for undervisningen af pædagogerne, og det er også dem, der bliver ringet efter, når der er et konkret problem med alkohol i børnehaven.

De har fordelt arbejdet sådan, at Steffen taler med de personer, der drikker, og Jacob taler med de pårørende og børnene. Det er enklere, at det ikke er den samme person, for så undgår man, at han kommer i en uheldig dobbeltrolle.

- For nogle forældre har det været en hjælp, at vi har mødt dem i børnehaven efter lukketid en aften eller måske er kommet hjem til dem. Det er mindre formelt, end hvis de henvender sig på en alkohol-klinik. Så det tør de fleste godt sige ja til. Så snakker vi om, hvor stort problemet er, og hvad der skal til. Nogle er blevet rigtig glade for at opdage, at det var gratis at komme i alkoholbehandling, og at man ikke nødvendigvis skal indlægges eller rejse væk i flere uger. Mange kender simpelthen ikke de muligheder, vi har for at hjælpe.

Børnene reagerer

Noget af det, konsulenterne lærer pædagogerne at holde øje med, er, hvis et barn ikke virker glad, hvis det ikke rigtig kan finde ud af legens væsen eller ikke helt ved, hvad der er normalt. Så er det tid til at undre sig og observere lidt ekstra.

- Det vigtige er, at man som voksen giver sig selv lov til at lytte og undres og følger sin intuition. Og når man skal tage fat om problemet, er det vigtigt ikke at tænke: Nu skal jeg tage den her vanskelige samtale! Det skal man helst ikke gøre den til på forhånd. Tænker man derimod: Nu skal jeg tage den her vigtige samtale, så kan man også bedre være åben og positiv og gå ind og hjælpe.

- Alt for mange af os er for høflige, konfliktsky og pæne. Vi er bange for at blande os – men det får os til at overse problemerne og ikke gøre noget ved dem. Det gør os i virkeligheden ligeglade frem for at være omsorgsfuldt interesserede, siger Steffen Christensen.

Og det forhindrer os i at hjælpe, når der er brug for det. Så vær mere ærlig og direkte – for børnenes – og deres forældres – skyld! Det har de haft rigtig gode resultater med i Skamby.

Kopi fra hope.dk, skrevet af Kirsten Winding - Artiklen er et sammendrag af to artikler, der har været bragt i Børn & Unge
 

Læger kritiserer alkoholbehandling

Sundhedsstyrelsen nye krav til alkoholbehandling kritiseres af lægerne for at være alt for slappe.

Alt for slappe regler

Med over 500.000 danskere med et sundhedsskadeligt forhold til flasken er Sundhedsstyrelsens nye regler for alkoholbehandling alt for slappe.

Det mener Lægeforeningen efter, at Sundhedsstyrelsen netop har offentliggjort nye retningslinjer for godkendelsen af alkoholbehandlingssteder. Reglerne kommer efter flere eksempler på tvivlsom eller kritisabel alkoholbehandling.

Samtidig mener Sundhedsstyrelsen, at den kommunalt finansierede alkoholbehandling er præget af alt for mange aktører. Når borgerne desuden har frit valg og er sikret anonymitet i alkoholbehandlingen, så stiger behovet for, at kommunen, som betaler for behandlingen, også har sikkerhed for, at behandlingsstedet er godkendt og kvalificeret.

Men det nye udspil fra Sundhedsstyrelsen sikrer ifølge Lægeforeningen på ingen måde en ordentlig alkoholbehandling i Danmark, selvom vi er blandt de lande, der drikker allermest.

Efterlyser obligatoriske krav

Lægerne efterlyser obligatoriske krav til behandlingens kvalitet og mener, det er uheldigt, at kommunerne frit kan selv vælge, hvor de vil lægge niveauet, når de godkender behandlingsstederne.

- Der er i høj grad brug for kvalificeret og effektiv alkoholbehandling. Behandlingsstederne kan lade sig inspirere af vejledning men uden faste krav om for eksempel ansættelse af sundhedsfagligt personale, siger Jette Dam-Hansen, formand for Lægeforeningens Forebyggelsesudvalg og fortsætter:

- Kontrollen består blot i at tjekke, om behandlingsstedet selv angiver de nødvendige oplysninger. Det er ikke godt nok.

Ifølge Sundhedsstyrelsens egne tal har 585.000 danskere et skadeligt alkoholforbrug, og 140.000 er afhængige af alkohol. 122.000 børn vokser op i en familie med alkoholproblemer.

Kopi dr.dk
 

Møllen

01. mar. 2011 06.56 Hedensted

Behandlingscenteret Møllen i Tørring

Efter et uanmeldt tilsynsbesøg i december, konstaterer Hedensted Kommune nemlig, at behandlingscentret for alkoholikere, Møllen i Tørring, drives helt efter bogen.

Møllen blev ellers kraftigt kritiseret for at give sine klienter for meget nervemedicin i et tv-indslag, der blev sendt i Nyhedsmagasinet 21 søndag i april sidste år.

Men det uanmeldte tilsyn viser nu, at alt kører som det skal på Møllen, og det er leder Erik Zink tilfreds med.

- Nu har vi haft både uanmeldt tilsyn fra kommunen, Sundhedsstyrelsen og to embedslæger og der er ingen af dem, der har haft noget at kommentere. Så det bekræfter bare, at alt er som det skal være, siger Erik Zink.

Han mener ikke, at Møllen nu er blevet renset for sidste års kritik, for som han siger:

- Vi har aldrig været beskidte.

Møllen behandler alkoholikere efter Minnesota-modellen.

Mellem 60 og 80 alkoholikere blev behandlet på stedet sidste år.

Kopi dr.dk
 

Chefen betaler for alkoholafvænning

Hver tredje alkoholiker i afvænning er sendt af sted af chefen, som også i langt de fleste tilfælde betaler regningen.

Det viser en rundringning, som metroXpress har foretaget blandt 10 af landets største alkoholbehandlingscentre.

»Det er blevet uacceptabelt at være fuld på arbejdet. Og man fyrer ikke bare en medarbejder, der har alkoholproblemer,« siger Niels Grøn Fabech, personalejuridisk chef i DI, der repræsenterer mere end 11.000 danske virksomheder til metroXpress.

Og ædru i arbejdstiden er ikke bare et krav fra ledelsen. Det er også arbejdspladsen, der betaler de i gennemsnit 68.000 kroner, som det koster at få en medarbejder på fode igen.

»Lederne har fået øjnene op for, at det er billigere at betale en afvænning frem for at give en fyreseddel, og derudover er det et godt signal at sende ud som virksomhed,« siger Vibeke Hellmann fra behandlingscenter Majorgaarden, der oplever en klar stigning af patienter.

Og det virker, når det er chefen, der siger stop - langt bedre end når det er familien, mener Vibeke Hellmann.

»Det er pinligt at miste sit job. Familien kan man holde hen længe.«

Men selv om lederne er blevet bedre til at sætte en prop i flasken hos deres medarbejdere, så sker det stadig alt for sent, mener Erik Zinck fra Behandlingscenter Møllen:

»Når chefen endelig tager hul på problemet, så har det ofte stået på i flere år, og den ansattes liv er allerede begyndt at smuldre, fordi vedkommende er blevet skilt, har stiftet gæld eller har mistet kørekortet.«

Kopi epn.dk
 

TV2 klar med nyt ”Ultimatum”

Snart stilles en alkoholiker igen over for valget mellem flasken eller familien. Det sker, når TV2 sender ”Ultimatum” torsdag 24. februar kl. 20.35.

Allis er alkoholiker og mor til fire. Da Allis’ børn var helt små, var hun en omsorgsfuld mor, der opdragede sine børn i den kristne tro med masser af musik og kærlighed. I dag har alle fire børn mistet troen på Allis som både mor og mormor. Allis’ liv er nemlig vendt 180 grader, og alkoholen er blevet vigtigere end børnene. Nu vil børnene stille hende et ultimatum.

”Ultimatum” er et nyskabende og utraditionelt dokumentarprogram, der skildrer de konsekvenser, som afhængighed og misbrug fører med sig – både for misbrugeren og for de bekymrede pårørende, der er mindst lige så berørte af misbruget.

Vejen ud af et misbrug kan ofte virke uoverskuelig – både for misbrugeren og for de pårørende – og derfor har Allis’ voksne børn kontaktet TV2, for sammen med en professionel behandler at hjælpe deres mor. Allis’ børn tror nemlig på, at de kan få deres mor tilbage, så hun kan være der for dem og for deres børn, og derfor vil de stille hende et ultimatum om at gå i behandling eller langsomt sige farvel til et liv med den nærmeste familie.

Der er reserveret plads på et døgnbehandlingscenter til Allis, så hun kan komme i gang med det samme, hvis hun vælger familien frem for alkoholen.

Der har tidligere været vist fire afsnit i programserien, som gennemsnitligt er blevet set af 650.000 danskere. Samtidig har ”Ultimatum” hver gang fået flotte vurderinger – gennemsnitligt 4,4 på en skala fra 1 til 5.

Programmet om Allis vises på TV2 torsdag 24. februar kl. 20.35

Kopi: http://omtv2.tv2.dk/index.php?id=4958

For rådgivning om behandling og ultimatum ring tlf. 70261224
 

Stoffer i natten

Torsdag, 17 februar 2011 10:10 Berit S. Jarmin, freelancejournalist

Der er en klar sammenhæng mellem danske unges alkoholmisbrug og deres indtagelse af stoffer, viser undersøgelse.

De mest drikkende og festende 17-19 årige er også dem som tager stoffer.

Danske unge har Europarekord i at eksperimentere med hash, men også når det gælder om at eksperimentere med hårde stoffer ligger Danmark i top sammen med Storbritannien og Spanien. Det viser en undersøgelse, som for nyligt blev publiceret i bogen ’Stoffer og Natteliv’.

Undersøgelsen viser også, at ca. halvdelen af alle unge mellem 17-19 år har prøvet at ryge hash.Forsamtale_stue-WEB

"Hash er i vide kredse er blevet ’normaliseret’ på linie med alkohol, når de unge når 18-19 års alderen. Det vil sige, at de unge ikke opfatter hash, som mere farligt end spiritus, og derfor har et større forbrug" siger sociologen Jeanette Østergaard, som har udgivet bogen sammen med professor Margartha Järvinen og ph.d. Jakob Demant.

Hårde stoffer med social slagside

Regelmæssigt brug af hash baner vejen for hårde stoffer, men hvor hash bliver indtaget af unge fra alle samfundslag, er der en social slagside m.h.t. de hårdere stoffer. Unge mennesker, som er uden for uddannelsessystemet, og hvis forældre ikke har et arbejde, er mest tilbøjelige til at tage hårde stoffer, ligesom eleverne på erhvervsskolerne også indtager flere stoffer end elever på andre uddannelsesinstitutioner.

"Det er mænd på omkring 25 år med penge, som tager flest stoffer, siger Jeanette Østergaard. Der er ca. 15-20 % flere mænd, som indtager stoffer end kvinder"

’Stoffer og natteliv’ bygger på et omfattende datamateriale om unges holdninger til og egne erfaringer med illegale stoffer. Er det f.eks. blevet ”normalt” at tage stoffer i Danmark – både vurderet ud fra brugets omfang og hvorvidt det opfattes som acceptabelt og ikke særligt risikofyldt at tage stoffer. Undersøgelsen viser, at eksperimenterende hashbrug er meget udbredt, mens brug af hårde stoffer er afgrænset til specifikke grupper af meget festaktive unge voksne. Fuldskab er dog fortsat de unge danskeres foretrukne festtilstand, hvilket føre til alkoholproblemer.

Stoffer på natklubber og diskoteker

Det er især unge mennesker, som går på klubber, diskoteker og bevæger sig i det subkulturelle musikmiljø, som har erfaring med stoffer.

"De unge som regelmæssigt tager stoffer, eller har eksperimenteret med dem, er typisk nogen, som orienterer sig mod festmiljøet og i forvejen drikker alkohol,” siger Jeanette Østergaard. ”Men der er ikke noget i undersøgelsen, der tyder på, at stoffer er mere tilgængelige i Danmark end andre steder i Europa"

Tidlig rygning - og alkoholdebut baner vejen til stofferne

Noget af det hun og de andre forskere fandt mest overraskende ved undersøgelsen, er at der en direkte sammenhæng mellem regelmæssig cigaretrygning og indtagelse af alkohol i 13 – års alderen og det at tage stoffer i 17-19 års alderen. At det forholder sig sådan skyldes de unges risikovillighed.

"Der er en klar sammenhæng mellem danske unges fuldskabskultur og deres indtagelser af stoffer. De mest drikkende og festende 17 -19-årige er også dem som tager stoffer, og ifølge interviewene med de unge er de ofte fulde, når de eksperimenterer med stoffer for første gang" siger Jeanette Østergaard.

"Hvis vi skal dæmme op for problemet er vi derfor nødt til at prøve at se på de unges alkoholkultur"

Artiklen stammer fra Magasinet RUS nr. 1

Kopi hope.dk

For rådgivning om Alkoholbehandling, Alkoholproblemer og Alkoholafvænning:

Tlf.70261224

Link: http://alkoholbehandling-københavn.dk/
 

Historisk mange i alkoholafvænning

Det antal af danskere, der modtager behandling for alkoholmisbrug, har aldrig været højere. Den melding lyder nu over hele linjen i det danske alkohol-behandlingssystem, skriver metroXpress.

Blandt landets 10 største behandlingscentre opleves et stigende antal personer, der lader sig indlægge, og centrene har stort set været fuldt belagt hele 2008. Nogle steder har det været nødvendigt at oprette ventelister.

Også i den ambulante behandling er der tale om markante stigninger. En rundringning, som metroXpress har foretaget, peger på, at der i dag er 20 procent flere, der lader sig behandle ambulant end for bare fem år siden.Entre_kontor_god-Frdig-web

- Der er flere og flere, som bliver behandlet for alkoholmisbrug i dag. Sammenlignet med tidligere, er der kommet langt mere åbenhed omkring det at have et alkoholproblem og det at snakke om det, siger Anette Søgaard Nielsen, centerleder ved Alkoholbehandlingen Odense, hvor de årligt behandler omkring 1.000 personer for alkoholmisbrug.

Hos de behandlingsstederne mener man, at de mange nye i afvænning, skyldes den lave arbejdsløshed.

- Når folk er i arbejde, bliver de mere motiverede til at gå i behandling, så de kan beholde deres job, siger Stig Astor Paulsen, Alkoholbehandling Fyn.

Præcist hvor mange der er i behandling, findes der ikke noget tal på.

- Vi har et gammelt tal, som viser, at lidt over 6.000 er i behandling, men det er langtfra dækkende. Mange går til lægen og får tabletter uden nogensinde at gå igennem behandlingssystemet, siger Else Smith, chef for Center for Forebyggelse i Sundhedsstyrrelsen til metroXpress.

Og antallet af alkoholikere, som runder lægen for at få tabletter mod misbruget, er steget væsentligt inden for de seneste år, vurderer læge Anders Beich fra Forskningsenheden for Almen Praksis.

- Ingen ved præcis hvor mange, der bliver behandlet for alkoholmisbrug hos deres egen læge. Men jeg har aldrig arbejdet noget sted, hvor der ikke var mindst en håndfuld i behandling.

Kopi fra bt.dk


 

Alkohol er lige så giftigt som rottegift

Sundhedsstyrelsen har hvert år siden 1990 sat vores alkoholkultur og -vaner på dagsordenen ved at gennemføre alkoholkampagner i uge 40. Det sker også i år. Men er det virkelig noget, der er brug for og er alkohol nu også så farligt?

Alkohol er et fantastisk nydelsesmiddel, et rusmiddel og en vidunderlig ledsager til skønne og veltillavede måltider. Det er svært at forestille sig en fest uden smukke vinglas på bordet, et nytår uden en perlende champagne og sommerens første måltid på terrassen uden et lifligt glas rosé. Og det er jo skønt, ikke sandt? De fleste mennesker har da også fornøjelse af et moderat vin- og ølindtag. Men for en meget stor gruppe bliver ungdommens løsslupne holdning til alkohol afløst af et gradvist større forbrug, hvor den frie vilje til sidst bliver deponeret på bunden af flasken. Selv om vi ved, at alkohol kan indebære en alvorlig risiko, så hæger vi tilsyneladende om en alkoholkultur, der skaber alt for mange ofre, både direkte og indirekte, og bundlinien er udover de menneskelige omkostninger astronomiske udgifter til sundhedssektoren.

Hvor mange alkoholikere er der tale om?
I Danmark har vi et af de største alkoholforbrug i verden. Hver dansker over 14 år drikker i gennemsnit ca. 12 liter ren alkohol om året. Det svarer til 2,8 genstande om dagen. Gennemsnitstallet dækker dog over en anden virkelighed. En storforbrugende gruppe på omkring 400.000 danskere drikker 50 % af det samlede forbrug, hvilket vil sige at disse mennesker drikker 14 genstande dagligt pr. person. De resterende danskere over 14 år drikker den anden halvdel eller 1,5 genstande pr. dag.

Hvad gør alkohol ved kroppen?
Når man taler om alkohols skadelige virkninger, tales der om primære og sekundære skadelige virkninger. I begge tilfælde kan hospitalsindlæggelse blive resultatet. Ved de primære skadelige virkninger forstås de ulykker og utilsigtede hændelser, der sker som følge af beruselse, f.eks. at man falder og slår sig i en ordentlig ’koger’ eller kører galt i bilen. De sekundære skadelige virkninger er alle de medicinske skader krop, organer og nervebaner får ved langvarigt, overdrevent alkoholmisbrug. Listen over alvorlige skader er lang, men der kan nævnes degeneration af lillehjernen, alvorlig vitaminman- gel, øget cancerrisiko i mundhule, strubehoved og spiserør, betændelse i bugspytkirtlen, leversvigt, ødelæggelse af hjertemusklen, nedsat testosteron (impotens), muskeldegeneration, afkalkning af knoglerne og alvorlige psykiske lidelser.

Hvorfor er alkohol så giftigt?
At alkohol medfører omfattende helbredsmæssige skader er et indiskutabelt faktum. Det er derimod ikke præcist afklaret, hvorfor alkohol er et af de mest sundhedsskadelige rusmidler, vi kender til og bruger. En mulig forklaring kan være, at alkohol er et organisk opløsningsmiddel, som indtages i gramstørrelser. For andre rusmidlers vedkommende som hash og morfin skal der kun få milligram til for at blive ruspåvirket. Nogle undersøgelser har vist, at alle kroppens cellemembraner ændres i deres opbygning efter længere tids alkoholpåvirkning. Det betyder, at transporten af næringsstoffer påvirkes negativt. Andre undersøgelser har lagt vægt på den giftige virkning af en række nedbrydningsprodukter, specielt acetaldehyd. Når vi indtager alkohol er der flere af hinanden uafhængige enzymsystemer, der metaboliserer eller nedbryder alkohol. Ved processen omdannes alkohol til acetaldehyd og derfra videre til acetat, der afgives til blodet. Acetaten optages i kroppens forskellige celler, hvor det enten forbrændes til kuldioxid og vand eller bliver omdannet og deponeret til fedt.

Man kan dø af for meget alkohol på en gang
Alkohol nedbrydes med samme mængde pr. tidsenhed. Der metaboliseres ca. 115 mg pr. time pr. kilo legemsvægt, hvilket svarer til 8 g ren alkohol pr. time for en person på 70 kg. Da en genstand indeholder 12 g alkohol, vil et menneske altså normalt forbrænde en genstand på halvanden time. Med stigende alkoholdoser, ud over det man kan forbrænde, bliver man i stigende grad bevidsthedssvækket.

Man kan blive bevidstløs og respirationscentret kan blive lammet. Intervallet fra bevidstløshed til død er meget lille. Er et mennesker så beruset, at man ikke kan vække ham eller hende, er det meget vigtigt at fragte personen på hospitalet, da tilstanden er livstruende.

En lille smule er godt for nogle få – for alle andre er det skadeligt
Et stort alkoholmisbrug er forbundet med en øget risiko for at få en blodprop i hjertet. Mange undersøgelser påviser ganske vist en gavnlig effekt af en til to genstande om dagen, især hvis der er tale om rødvin, alt efter om man er en mand eller en kvinde. Det gælder dog kun for midaldrende. For alle andre vil et indtag af flere genstande end det antal Sundhedsstyrelsen anbefaler man holder sig under, øge blodtrykket og øge risikoen for hjerteflimmer og for hjerneblødning og kan være den direkte årsag til alkoholisk kardiomyopati, en sygdom hvor hjertemusklen bliver betændt.

Alkohol og rottegift er lige godt eller lige farligt
Pointen bliver tydeligere, hvis man sammenligner alkohol med rottegift, som alle er klar over er en farlig gift for såvel dyr som mennesker. Når giften warfarin doseres korrekt, så dør rotterne af den. Og det er jo det, der er meningen. Men stoffet findes også i Marevan, en blodfortyndende medicin, som bruges til at forebygge blodpropper hos særligt udsatte. I små mængder har warfarin en gavnlig effekt. I store mængder er det dødeligt. Ligesom alkohol.

Skrevet af: Charlotte Søllner Hernø, Chefredaktør på RASK Magasinet

Kopi fra dr.dk
 

Fakta om alkohol

Alkohol er et giftigt stof, som er forbundet med flere end 60 forskellige sygdomme med kort- og langsigtede konsekvenser. Sundhedstyrelsen, Statens Institut for Folkesundhed og Center for Rusmiddelforskning har undersøgt de sundhedsskadelige aspekter ved brug og storforbrug af alkohol. Vi bringer her uddrag af disse undersøgelser:

Forbrug og indtag

Statens Institut for Folkesundhed angiver i deres notat "Alkoholforbrug i Danmark" fra september 2008, at 860.000 danskere er storforbrugere af alkohol:

•860.000 er storforbrugere af alkohol og drikker over Sundhedsstyrelsens maksimale genstandsgrænse på 14 genstande om ugen for kvinder og 21 genstande om ugen for mænd.

•585.000 har et skadeligt alkoholforbrug, der giver fysiske og psykiske skader (herunder skadet dømmekraft og adfærd).

•140.000 er alkoholafhængige, med et tvangsmæssigt ønske om at drikke, på trods af skadelige følger.

I en række udmeldinger i 2010 om alkohol fastslår Sundhedsstyrelsen:

1.Intet alkoholforbrug er risikofrit for dit helbred

2.Drik ikke alkohol for din sundheds skyld

3.Du har en lav risiko for at blive syg på grund af alkohol ved et forbrug på 7 genstande om ugen for kvinder og 14 for mænd

4.Du har en høj risiko for at blive syg på grund af alkohol hvis du drikker mere end 14/21 om ugen

5.Stop før 5 genstande ved samme lejlighed

6.Er du gravid – undgå alkohol. Prøver du at blive gravid – undgå alkohol for en sikkerheds skyld

7.Er du ældre – vær særlig forsigtig med alkohol

Alkoholforbruget i Danmark har igennem de seneste 30 år konstant været et af de højeste i Europa; omkring 12 l ren alkohol pr. voksen dansker pr. år. Under dette gennemsnitlige salgstal, der ville betyde, at hver dansker i gennemsnit drak 2 genstande om dagen, gemmer der sig store skævheder. 20 % af befolkningen drikker 80 % af den alkohol, der konsumeres i Danmark.

Den danske alkoholkultur går i arv. Danske børn drikker typisk alkohol første gang, når de er 13 år. Danske unge drikker mere og hyppigere end unge i andre europæiske lande.

Konsekvenser af storforbrug

Hvert år er mindst 6,300 dødsfald i Danmark relateret til alkohol, baseret på tilgrundliggende og medvirkende dødsårsager. Det svarer til 20 dødsfald i døgnet.

I Sundhedsstyrelsens rapport om genstandsgrænser er anført, at ca. 24 % af trafikulykker med dødelig udgang er alkoholrelateret, og at alkohol er medvirkende årsag til ca. 50 % af alle trafikdødsfald.

Alkohol resulterer hvert år i 50.000 tabte leveår for mænd og 20.000 for kvinder.

Alkohol er årsag til et tab i danskernes middellevetid på et år og fire måneder for mænd og 6-7 måneder for kvinder.

Personer, der drikker over genstandsgrænserne, dør i gennemsnit 4-5 år for tidligt.

Personer, der dør på grund af alkohol, mister 23-24 års levetid.

Mænd, der overskrider genstandsgrænsen, kan forvente fem færre leveår uden langvarig belastende sygdom end mænd, der ikke overskrider genstandsgrænsen.

For kvinder er det knap et år.

Alkohol er relateret til 28.000 hospitalsindlæggelser årligt, 10.000 skadestuebesøg og 72.000 ambulante besøg.

Personer, der drikker over genstandsgrænserne, har hvert år mere end 150.000 ekstra kontakter til alment praktiserende læge, 80 % af tilfældene blandt mænd.

For alle målene for helbredskonsekvenser er alkoholproblemet størst for mænd.

Der er mindst dobbelt så mange tilfælde blandt mænd som blandt kvinder.

Samfundsomkostninger

Alkohol medfører et årligt merforbrug i sundhedsvæsenet på 947 mio. kr. til behandling af alkoholrelaterede lidelser. Sundhedsvæsenet opnår en årlig besparelse på 350 mio. kr. som følge af tidlig død og sparet fremtidigt forbrug. Sundhedsvæsenets årlige nettoomkostninger relateret til alkohol er således 597 mio.

Hvert år er der 500 tilfælde af helbredsbetinget førtidspension relateret til alkohol.

Personer, der drikker over genstandsgrænserne, har hvert år 325.000 ekstra sygefraværsdage, næsten alle sammen blandt mænd.

Danskernes alkoholforbrug koster samfundet ca. 10 mia. kr. om året. Udgifterne går først og fremmest til behandling og til den sociale sektor. Hertil kommer et produktionstab fordi et stort forbrug af alkohol ikke længere gør det muligt at arbejde på grund af sygdom eller død.

Konsekvenser for pårørende

Ifølge Sundhedsstyrelsen har 1/3 af danskerne et menneske med alkoholproblemer i familien - enten i kernefamilien eller blandt andre familiemedlemmer.

Mindst 120.000 børn vokser op i en familie med et alkoholproblem.

•10 pct. vurderes at være behandlingskrævende i børnepsykiatrisk regi

•40 pct. har symptomer på forskellige former for psykiske belastninger

•50 pct. udviser på undersøgelsestidspunktet ikke symptomer og adskiller sig ikke fra kontrolgruppen (Helene Bygholm 2000)

Derudover ved man at:

•1/3 af voksne børn fra familier med alkoholproblemer selv udvikler et alkoholproblem

•ca. 1/3 af voksne børn oplever psykiske vanskeligheder som angst, depression og spiseforstyrrelser.

(Helle Lindgård 2002)

TUBA (terapi- og rådgivningstilbud til unge, der er børn af forældre med et alkoholmisbrug) står bag en undersøgelse, hvor de har spurgt 1.000 voksne mellem 20 og 40 år, om alkohol var et problem i deres opvækst.

20 procent svarer, at de »i nogen grad« eller »i høj grad« har oplevet deres forældres drikkeri som problematisk. Denne undersøgelse viser altså at det drejer sig om omkring 250.000 børn.

Kopi fra Hope.dk
 

Mere hjælp på vej til børn i alkoholfamilier i julen

Hope Netværkets rådgivningstilbud på Internettet og telefon bliver udvidet i år, med rådgivere fra flere kommuner og frivillige fra hele landet. Det forventes at der vil komme mod 20.000 besøg på hjemmesiderne og telefonlinjen i december måned.

"Hej. jeg er en pige på 12 år og jeg bor alene sammen med min mor men det er hårdt for hun er alkoholiker og det værste er at hun har slået mig et par gange. Hun er 1 gang blevet hentet i ambulance men det aller værste er at ingen andre end mine søskende og selvfølgelig min far ved det. Jeg har ingen jeg rigtig kan snakke med jeg går ikke i nogen klub og min klasselærer og min mor er venner så jeg føler ikke at jeg kan snakke med hende uheldigvis og det er mega pinligt for hun plejer tit at drikke hvis jeg har veninder på besøg og de glor på hende for hun sidder og mumler og savler det er så ulækkert og pinligt!!"

Sådan skriver "Pigen" på 12 år på hjemmesiden www.hope.dk/ung og hun er blot ét eksempel på de mindst 122.000 børn der skal holde jul med forældre, der har alvorlige alkoholproblemer. Børnene frygter, at de igen skal opleve skænderier, svigt og manglende julegaver. Derfor forstærker Hope Netværket i år tilbuddene om anonym og gratis rådgivning til familier med alkoholproblemer. Flere kommuner og regioner bakker op om rådgivningerne, ved at stille deres misbrugsrådgivere og børne- og familiesagkyndige til rådighed. Blandt andre rådgiver fire medarbejdere fra Nordsjællands Misbrugscenter i Hillerød på frivillig ulønnet basis, sammen med rådgivere fra Herning, Ballerup, Vejle, Esbjerg, Holstebro og Gribskov kommune.

»Julen er hjerternes fest, men bestemt ikke i familier med alkoholproblemer. Det er forfærdeligt, når børn ned til ni år skriver, at de er bange for deres far, fordi han ofte er fuld, og at de har svært ved at sove på grund af angst. Sådan skal ingen børn have det. Heldigvis kan vi nu give børnene trøst og rådgive dem om, hvordan de bedre kan komme gennem julen, på trods af deres forældres druk«, siger Allan Jonas, ansvarlig for Hope Netværkets rådgivninger.

•Børn i familier med alkoholproblemer kan få rådgivning på www.hope.dk/ung og voksne pårørende kan rådgivning på www.hope.dk/alkohol og pårørende kan få støttende samtaler på Hope Linjen 8033 0610

•Alkoholafhængige

•Alkoholafhængige

Kopi Fra hope.dk

Kontakt os

Udfyld formularen hvis du vil ringes op.